Jeg er ved at oprette en forening til beskyttelse af uskyldige
borgere imod lyd i det offentlige og private rum. Restauranter, cafeer, telefonkøer, tankstationer, lægetelefoner, 7-Eleven butikker. Overalt,”harcelerede jazzmusikeren Carsten Dahl for nylig på sin Facebook-profil. Udmeldingen affødte en heftig debat i tråden under
teksten – både for og imod foreningen.

 

Dahl har en pointe: Der er tidspunkter, hvor stilhed er at foretrække frem for støj. Indimellem når vi vel alle et musikalsk mætningspunkt.

Jeg er på det seneste selv stødt på flere musikervenner, der aldrig hører musik derhjemme. De får dækket deres behov i live-miljøerne, hvor musikken, de spiller eller lytter til, rummer en anderledes intensitet. I perioder prioriterer jeg også P1’s taleprogrammer eller den totale meditative stilhed, frem for rock, pop, jazz eller klassisk, der strømmer ud i stuen. Den afstemte balance mellem musik og stilhed, som vi selv er herrer over at skabe hjemme på matriklerne, kunne man med fordel overføre til det offentlige rum. Her skruer man hele tiden en tand højere op for anlæggene. Somme tider med det ærgerlige resultat, at musikken forvandler sig til infernalsk støj. Jeg hæftede mig ved det på en bedre københavnsk restaurant, hvor jeg var med en ven. Vi nød brunch og havudsigt på det smukke sted en solfyldt søndag, men det højtopskruede musikanlæg smadrede oplevelsen for os. Konstant måtte vi kæmpe imod musikken; vi kunne ikke tale afslappet i et almindeligt toneleje. Her blev musikken et ødelæggende og stressende element i det, der skulle have været en opladende stund. Vi endte med at gå småirriterede derfra og kommer ikke tilbage dertil foreløbigt.

Tilmed er der butikker og shoppingcentre, caféer, barer og restauranter, jeg decideret går udenom, fordi musikken forhindrer mig i at kommunikere afslappet med de mennesker, jeg er der sammen med. Jeg undrer mig over, hvem der dikterer, at musikken skal være så generende de steder. Vist er der lavet undersøgelser på, at fuldt knald på anlægget sender flere drinks over diskene på værtshusene. Når folk ikke kan tale sammen, drikker de mere og smider flere penge i kassen. Men hvis det indtryk, gæsten går fra stedet med, er negativt – hvad er så vundet? Så virker forretningsmodellen temmelig kortsigtet og u-bæredygtig. Gæsterne kommer sandsynligvis aldrig tilbage.

Her giver det mening at tale om musikmisbrug. Musikken udnyttes udelukkende som redskab til at fremme kommercielle interesser. Det er en trist tendens, som ikke har meget med musikkens egentlige sjæl og mål at gøre. Lad os kæmpe – ikke imod musikken men for toner i et afbalanceret og behageligt lyd-leje. Musik skal være en nydelse – aldrig en gene.

Artiklen har været trykt i MUSIKKEN, december 2013.

Af Christine Christiansen, freelance-journalist 

28.5.2014 - DK

MUSIK I NORDEN
er en samarbejds- og
paraplyorganisation for
amatørmusikorganisationer
i Norden.
www.musikinorden.net

NORDISK VIDENCENTER FOR AMATØRMUSIK
vil fremme forskningen inden for amatørmusikkens betydning for og indflydelse på den enkelte. Dette i en samfundskontekst med fokus på sociale, psyko-logiske, kreative og helbredsmæssige aspekter.